tirsdag den 1. maj 2012

At danse mine malerier og at male mine danse

Der er kommet en spændende vekselvirkning mellem mine malerier og min dans. Bevægelserne optager mig ved, at de kan fastfryses i et billede, og alligevel virke som bevægelse. Når jeg maler dansere kan jeg mærke dem i min egen krop, og så at sige skabe dem indefra, da jeg mærker, hvordan balancen skal være, og hvilke muskler, der bliver spændte, for at udføre bevægelsen.

Så  skete der noget, en dag hvor jeg øvede en dans foran spejlet i mit øverum. Jeg kiggede på mig selv og tænkte på, om den danser, jeg så i spejlet, var en jeg havde lyst til at male. Svaret var umiddelbart nej, og det fik mig så til at gøre bevægelserne endnu mere udtryksfulde. Det har medført at jeg, når jeg står på scenen, mærker min krop som et maleri, der skal være så udtryksfuldt som muligt.

At jeg startede med at male flamencodansere, fordi jeg havde lyst til at bruge min dans i malerierne, har så igen gjort min dans endnu bedre. Det var en dejlig opdagelse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar